Velkommen til Ligeværdigt Familieliv og familiekurser

bæredygtigfamilieliv-familiekurser

Ligeværdigt Familieliv tilbyder familiekurser og inspiration, og er et samarbejde mellem Louise Søndergaard og Dorte Mathiasen. Louise er privatpraktiserende børne- og familiepsykolog med egen praksis i en hytte i naturen. Dorte er pædagog og stifter, medejer og leder af daginstitutionen, Livets børn. Vores fælles interesse for ånd og livskraft samt børn og familieliv er grundstenene i projektet. Vi drømmer om, at livet i familier må være enkelt, naturligt og præget af ligeværd. At børn og voksne er i kontakt med deres natur og helhed, og at der via denne kontakt kan opstå en følelse af forbundethed, ligeværd og meningsfuldhed.

Vi tilbyder familiekurser og inspiration til et naturligt og enkelt familieliv med livskraft, kærlighed og ånd.

Et ligeværdigt familieliv

familiekurser

Ligeværdigt familieliv handler om et mere enkelt, glædeligt og naturligt familieliv. Ligeværd er en tilstand, der opstår, når vi er fuldt og helt til stede i os selv og i mødet med den anden. Ligeværd betyder, at vi er lige meget værd. At vi er lige værdifulde. Ingen er mere eller mindre værd end andre. Der er masser af mulighed for at lege med det i familielivet. Det handler ikke om at gøre mere, men måske endda om at gøre mindre og med en anden kontakt. En kontakt, hvor ånd, kærlighed og livskraft får mere plads. Vi kaldet det lodret navigation, hvor du hviler i dig selv og din helhed, og derudfra møder du dit barn. Trangen til at vurdere og værdisætte træder i baggrunden for en stund, og ligeværdet og samhørigheden kan i stedet komme til stede. Vi er netop i gang med at skrive en bog om vejen til mere ligeværd i familien, hvilket du kan læse mere om her.

Ligeværdigt Familieliv afholder skønne familiekurser

Familiesommerdage er et årligt tilbagevendende familiekursus, som foregår på Tigerens Rede i Gedved. Her leger vi med kontakten til kraft, kærlighed og ånd. Det styrker fornemmelsen for vores helhed og giver en centrering, som er vigtig for både små og store. Når vi er centrerede og i kontakt med vores helhed, opstår ligeværdige møder mellem os og andre, og det giver en oplevelse af forbundethed, samhørighed og fællesskab. På Familiesommerdage laver vi aktiviteter, som er fyldt med sanselighed, nydelse, spontanitet, leg, kropslig bevægelse og udveksling, samt masser af sjov og ballade, som forbinder os med glæde og livslyst. Der er nogle grundelementer og derudover har hvert år et tema, f.eks. krop, natur, følelser eller samarbejde.